Talentship Morten EY HP

”Talentship har gjort mig klogere, givet mig et fagligt netværk og gode venskaber”, siger Morten Østergaard Koch, afdelingsleder ved EY.

Da Morten Østergaard Koch i 2013 kunne skrive statsautoriseret revisor på visitkortet, var han blandt årgangens yngste dimittender.

Ikke at det var vigtigt, men – det var heller ikke helt tilfældigt. Morten Østergaard Koch kan lide at udvikle sig, og han har kendt sit mål siden praktikpladsen ved en revisor i Toftlund i niende klasse.

”Jeg har været bevidst om at ville nå noget”, siger Morten Østergaard Koch, som absolut uden betænkningstid kan svare på, om han er ambitiøs:

”Ja!”

Det har han tilfælles med størsteparten af dem, der er med på Esbjerg Erhvervsudviklings Talentship; et program, der skal styrke talenternes udvikling og gøre klar til skridt op ad karrierestigen. 

Faglig og personlig udvikling

Morten Østergaard Koch kom til EY i Esbjerg i 2015 fra EY i Kolding. Stort set samtidig trådte han ind i Talentship:

”Jeg var ny i byen og ny i jobbet. Talentship var en hurtig måde at skabe et netværk, jeg kunne sparre med om mine faglige udfordringer, og hvor jeg samtidig fik værktøjer til at blive klogere på mig selv”, siger han.

Talentship forløbet gav både netværk og indsigt:

”De 20 deltagere på holdet er en vigtig del af mit netværk i dag og var den helt rigtige introduktion til en ny by”, siger Morten Østergaard Koch:

”Udover netværk, så har forløbet også skærpet mig fagligt. Jeg har lært meget om mig selv; både af at give og modtage faglig sparring”, siger han.

Fælles sprog

Det er ifølge Morten Østergaard Koch Talentships særlige opbygning, der er en stor del af styrken.

”Vi har fået et fælles sprog og en fælles referenceramme gennem de værktøjer og teorier, vi blev introduceret for. Vi opbyggede hurtigt et meget tillidsfuldt forhold til hinanden, hvilket gjorde, at hele holdet blev til sparringspartnere”, siger han:

”På den måde er vi i stand til at byde ind på hinandens udfordringer. Det er et rigtig godt redskab. Da jeg blev ansat i 2004, var vi 120 revisorelever i samme båd. I dag er der langt færre kolleger, der er i samme situation som mig. Her er det et stort plus, at man med Talentship får en stribe ’kolleger’, som er i en lignende situation i et parallelt univers, man kan spejle sig i”, siger Morten Østergaard Koch.

 

Om Talentship Esbjerg

Talentship Esbjerg er et talentprogram, der skal styrke vores lokale erhvervsplatform og bygge et lokalt netværk af talentfulde ledere, specialister og medarbejdere, hvor læring, erfaringsudveksling og nye relationer kommer
til at stå i højsædet.

Forløbet er en personlig udviklingsrejse, hvor deltageren skal bygge og styrke sit personlige lederskab, så de øger deres træfsikkerhed overfor fremtidige valg og fravalg.
På Talentship Esbjerg arbejder vi med deltagerne i 3 spor:

  • på modulerne
  • i netværksgrupper
  • og ved individuelle samtaler med erhvervspsykolog

Netop denne 3-deling gør Talentship Esbjerg unik og sikrer at deltageren løbende kan reflektere over egne erfaringer undervejs, samt sparre med andre talenter i samme situation.

Er du intereseret i at høre mere? Så kontakt Randi Høxbro på rah@eeu.dk eller 60602310 - du kan se det fulde program her, næste hold starter op d. 3. september.