KME redstar
I Esbjerg løber man i øjeblikket rigtig stærkt for inden sommerferien at lukke de sidste tilmeldinger til Karrieremesse Esbjerg, der den 27. september løber af stablen for 4. gang. Og igen i år finder man mange tidligere messedeltagere, der nu er endt i drømmejobbet, bag standene i Blue Water Dokken. Flere af forrige års udstillere har nemlig haft held med at rekruttere via messen, som arrangøren kalder ”erhvervslivets svar på speeddating”.

Den 27. september samles omkring 50 virksomheder fra Esbjerg-området endnu engang i Blue Water Dokken i Esbjerg for at drøfte karrieremulighederne i netop deres virksomhed med potentielle ansøgere, når Karrieremesse Esbjerg løber af stablen for fjerde gang. Og selvom efteråret i øjeblikket synes langt væk, er planlægningen af årets messe i øjeblikket på sit højeste hos Esbjerg Erhvervsudvikling, der står bag arrangementet.

- Vi oplever stor interesse og får lige nu rigtig mange henvendelser fra virksomheder, der ønsker eller overvejer at udstille på messen og gerne vil have det på plads inden sommerferien. Over 90 pct. af standene er allerede afsat – og vi håber på at lukke de sidste aftaler inden for den næste måned, fortæller Randi Høxbro, erhvervskonsulent hos Esbjerg Erhvervsudvikling og ansvarlig for messen, som besøges af både studerende og jobsøgende:

- Flere virksomheder rekrutterer direkte medarbejdere på messen, men der er også mange, som især bruger det til at indgå samarbejder med de studerende om fx praktikophold og opgaveskrivning, forklarer hun.

Et supplement til klassisk rekruttering
Sidste år mødte knap 1.000 karriereinteresserede op på messen for at jagte drømmejobbet i Esbjerg-området. Størstedelen af deltagerne kom fra Region Syddanmark – mange af dem med de gratis messebusser, der var indsat i dagens anledning – men der var også deltagere fra både København, Roskilde, Aalborg, Aarhus og Herning.

- Virksomhederne får generelt sværere og sværere ved at rekruttere medarbejdere. Det her er en mulighed for at komme i dialog med studerende og jobsøgende på en anden måde, end den klassiske rekrutteringsproces lægger op til. Samtidig vil vi med messen give de mange karriereinteresserede et indblik i det samlede jobmarked i Esbjerg – og vise, at her er masser af karrieremuligheder for alle faggrupper, siger Randi Høxbro om ideen bag karrieremessen, som hun kalder ”erhvervslivets svar på speeddating”.

Scorede drømmejobbet
En af de virksomheder, som i år udstiller på messen, er energi- og telekoncernen SE, der er med for fjerde gang og bl.a. har HR-konsulent Isabella Lund Schmidt med på standen. Isabella var også på messen sidste år – dengang som nyuddannet og jobsøgende cand.merc. i International Business.

- Messen giver virksomhederne mulighed for at komme i dialog med potentielle kandidater og snakke om ønsker, forventninger, arbejdsopgaver og kompetencer. Samtidig kan de besøgende på messen få et indblik i de konkrete arbejdsopgaver og stemningen på arbejdspladsen ved at tale med nuværende medarbejdere. Én ting er at læse om det på hjemmesiden – noget helt andet er at høre om det fra rigtige mennesker, forklarer Isabella, som efter sidste års messe scorede en kaffeaftale, der endte i et barselsvikariat – og i dag har sikret hende drømmejobbet hos SE.

Et heldigt tilfælde
På årets udstillerliste er også logistikvirksomheden SAL (Scandinavian Auto Logistics), der ligeledes har haft held med at rekruttere på messen.

- Jeg deltog på messen i 2016 for at få inspiration til, hvad jeg skulle lave efter specialet. Jeg havde aldrig hørt om SAL, men faldt over navnet i messekataloget. Efter at have besøgt og talt med dem på standen, udvekslede vi kontaktoplysninger, og et par måneder efter blev jeg ringet op og inviteret til jobsamtale – og fik jobbet. Jeg havde aldrig forestillet mig, jeg skulle ende i logistikbranchen – og var helt sikkert ikke endt her, hvis ikke jeg havde været på messen den dag, fortæller Ole Bjørn Pedersen, Quality Management & Business Support hos SAL, der til september håber at kunne inspirere andre kandidater til at gå i hans fodspor.

Praktisk information
Karrieremesse Esbjerg afholdes for fjerde gang den 27. september 2018 kl. 13.00.

For at gøre det nemt for karriere-interesserede at besøge messen, arrangerer Karrieremesse Esbjerg i samarbejde med ingeniørforeningen IDA, gratis bustransport fra og tilbage til Vejle, Kolding, Fredericia, Sønderborg og Haderslev. Det er gratis at besøge messen, men det kræver tilmelding/registrering.

Omkring 80 pct. af messedeltagerne sidste år var studerende og nyuddannede, mens 20 pct. var i jobskifte.

Virksomheder, der ønsker at udstille på messen, skal booke en stand inden 1. august. Nærmere information kan fås ved henvendelse til Randi Høxbro på tlf. 6060 2310 eller mail til rah@eeu.dk.

Om Esbjerg Erhvervsudvikling
Esbjerg Erhvervsudvikling arbejder for at skabe vækst og udvikling i Esbjerg Kommune og markedsfører hele kommunen som et attraktivt sted at bo, arbejde, uddanne sig, drive virksomhed eller holde ferie. Dette for at styrke Esbjergs position som Danmarks EnergiMetropol og tredje vækstcenter.

Kontaktinformation
Randi Høxbro, Erhvervskonsulent, Esbjerg Erhvervsudvikling
Tlf.: 36 97 35 17 / 60 60 23 10
Mail: rah@eeu.dk

EEU Karrieremesse