EEU Fremtidens Arbejdskraft

Logitrans beskæftiger både faglærte – primært smede, industriteknikere og mekanikere – og ufaglærte, der læres op i montagen. Rekrutteringen går pænt, om end det kan være svært at skaffe industriteknikere. Når produktionsdirektør Dorte Pedersen ser på kurverne over lærlingeforløb i hele landet, forudser hun øget mangel på faglærte i fremtiden. Her er fortællingen om en virksomhed, som tager udfordringen op og selv gør noget for at uddanne de ansatte.

I snart 80 år har Logitrans A/S fremstillet maskiner i Farup ved Ribe, de seneste mange år som en internationalt førende producent af internt transportmateriel. Ved siden af har virksomheden siden 2010 haft egen produktion i Kina. De to fabrikker er hinandens forudsætninger.

- Vi ville ikke være i stand til at skabe den indtjening, vi har nu, hvis vi ikke havde fabrikken i Kina. Men vi må endelig ikke opgive produktionen i Danmark. Dens eksistensberettigelse er, at vi kan lave små serier, kundetilpassede løsninger med øget automation og produkter i rustfrit stål produceret med en ny robot. Det hele forudsætter, at vi her på fabrikken har medarbejdere med et højt fagligt niveau, som kan tage egne beslutninger, siger produktionsdirektør Dorte Pedersen.

En ny type af medarbejdere

Igennem medlemskabet i Esbjerg Erhvervsudvikling deltager Logitrans i udviklingsprojektet ’Fremtidens Arbejdskraft’, hvis formål er at styrke uddannelsesniveauet i små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark. Projektets mål er at løfte ufaglærte til faglært niveau og at videreuddanne faglærte til akademiniveau – det dobbelte kompetenceløft.

- Fremtidens Arbejdskraft kom lige på det rigtige tidspunkt, for projektet ramte ned i et behov. Vores virksomhed er inde i en periode med store forandringer, vore produkter rummer stadig mere elektronik, og alt skal foregå i et højere tempo end tidligere. Det kræver en ny type medarbejdere med grundlæggende forståelse af, hvordan det hele fungerer, siger Dorte Pedersen.

Konkret har deltagelsen i projektet udmøntet sig i, at en faglært medarbejder, der ikke længere kunne passe sit hidtidige job fuldt efter et kompliceret brud, er i gang med en akademiuddannelse, og at fire medarbejdere har gennemført en grundlæggende lederuddannelse for at ruste dem til en funktion som gruppekoordinatorer.

FremtidensArbejdskraft Logitrans FotografOleOlsson Foto1

Styrkelse af egne muligheder løfter dansk produktion

Jan Brink Henriksen, 39 år og udlært automekaniker, ansat hos Logitrans i over 10 år. Få måneder efter sin tiltræden brækkede han en fod, som groede skævt sammen og førte til nedsat bevægelighed. Han har siden passet sit job som montør, men blev i 2016 af Dorte Pedersen tilbudt at videreuddanne sig inden for innovation, produkt og produktion (IPP) på Erhvervsakademi SydVest. Han forventer at afslutte uddannelsen, der er modulopbygget og foregår ved siden af jobbet, sidst i november 2018.

- Uddannelsen giver mig fagligt et helt andet indblik i processerne i virksomheden, og også personligt har jeg udviklet mig. Jeg har fået mere ro, arbejdsglæde og motivation ved selv at bestemme mere, siger Jan Brink Henriksen.

Tina Nielsen, 49 år og butiksuddannet, ansat i 14 år hos Logitrans. Foruden at arbejde i butik havde hun prøvet lidt af hvert inden sit nuværende job, hvor hun er montør på selvkørende vogne. Hun er derudover gruppekoordinator for fire kolleger og har ansvaret for at leve op til teamets produktionsmål. Dorte Pedersen foreslog, at hun og de tre øvrige gruppekoordinatorer tog en grundlæggende lederuddannelse. Den blev gennemført fra september 2016 til januar 2017.

- Jeg har ikke stået foran kolleger og ledet før, så jeg tog imod tilbuddet om en modulopbygget uddannelse, hvor vi lærte noget om ledelse og emner som konflikthåndtering og motivation. Det har givet mig mange input til, hvordan man griber det hele an. Jeg har ikke planer om mere efteruddannelse lige nu, men man kan aldrig vide. Vi skal dog ikke alle være akademikere, og det skal kunne bruges i dagligdagen, hvad vi lærer, siger Tina Nielsen.

 

Fremtidens Arbejdskraft

Med Business Region Esbjerg (BRE) som projektleder er Fremtidens Arbejdskraft et tværgående samarbejdsprojekt mellem erhvervskontorer og uddannelsessituationer, som støtter udvikling af virksomheder i Region Syddanmark, via efteruddannelse af medarbejdere.

Målsætning og fokus

  • At øge antallet af (videre)uddannede medarbejdere i små og mellemstore virksomheder
  • Fokus på det dobbelte kompetenceløft, hvor ufaglærte løftes til faglært niveau og faglærte videreuddannes til akademiniveau
  • Omfatter virksomheder i brancherne: Metalbearbejdning, energiteknologi, proces- og træindustri

Finansiering

Projektet støttes med midler fra Den Europæiske Socialfond og Regionale Erhvervsudviklingsmidler via Syddansk Vækstforum.

Besøg www.fremtidensarbejdskraft.dk, hvis du vil vide mere om projektet.

Kontakt:

Winnie Abilgaard, projektleder Business Region Esbjerg, wab@bre.dk, 36 97 35 08.

Peter Hegelund, konsulent Esbjerg Erhvervsudvikling, phe@eeu.dk, 36 97 35 15.

 

Foto: Ole Olson