JantekurPå billederne ses vinderne af hhv. Årets unge Erhvervsleder og iværksætterprisen 2016.

Hvert efterår holder Esbjerg Erhvervsudvikling Jantekur for at hylde erhvervsfolk, der tør gå imod strømmen og skabe resultater. I år foregår den festlige kåring torsdag den 23. november på Tobakken i Esbjerg, hvor Årets Unge Erhvervsleder i Esbjerg Kommune kåres i samarbejde med Business Sydvest. Ved samme lejlighed uddeles den nyindstiftede pris fra i fjor, Årets iværksætter, for anden gang.

- Det 10. gang, vi kårer Årets Unge Erhvervsleder, og indstillingerne viser, at virksomhedernes talentmasse inden for ledelse også denne gang er bred og på et højt niveau. Vi belønner en ung succesfuld erhvervsleder, som med engagement og ansvarlighed formår også at motivere og udvikle andre. Jeg vil gerne benytte dette lille jubilæum til at opfordre endnu flere af kommunens virksomheder til at kigge i egne rækker og vurdere, om en ung leder kunne være et emne til at blive fremhævet og anerkendt for sin indsats, siger erhvervschef Karsten Rieder, Esbjerg Erhvervsudvikling.

Årets Unge Erhvervsleder kan tildeles personer under 40 år med ledelsesansvar i private og offentlige virksomheder, og ligesom Årets Iværksætter findes vinderen af et dommerpanel efter indstilling fra virksomheder. I 2016 blev vinderen Morten Møller, TDC Erhverv.

De nominerede til Årets Unge Erhvervsleder 2017 er:

  • Thomas Vallentin West, TS Tech
  • Lars Küster, Lindpro
  • Mark Mikkelsen, Guldægget

Årets iværksætter er innovativ og ihærdig
Esbjerg Kommunes profil som iværksætterkommune er velkendt, og også her har dommerpanelet haft mange emner at vælge imellem. Årets vinder er et godt eksempel på, at en innovativ tilgang kombineret med enorm flid, ihærdighed – og ikke mindst sejhed – kan bære langt, når man etablerer et nyt firma. Årets iværksætter kan være en eller flere personer, som har etableret eller overtaget en virksomhed i Esbjerg Kommune inden for de seneste tre kalenderår. Den første modtager af prisen var Juel & Krøyer.

Årets Jantekur 23. november indledes med velkomst kl. 16.30 fulgt af et indlæg af Esbjerg Erhvervsudvikling ved erhvervschef Karsten Rieder.

Kl. 17.00 udløses spændingen om først Årets Unge Erhvervsleder og dernæst Årets iværksætter, og efter prisuddelingerne er der middag og netværk. Dagen afrundes med underholdning af den kendte tv-vært, Anders Lund Madsen.

Arrangementet på Tobakken slutter kl. 19.30. Du kan tilmelde dig arrangementet på http://www.eeu.dk/arrangement/694-jantekur-2017/