salg1

Medlemmer af Esbjerg Erhvervsudvikling kan styrke mange aspekter af salget i efteråret.

”Salg er relationer, salg er en tillidssag”.

”Salg handler om sælgeren, ikke produktet”.

”Salg kræver, at du overgår dig selv på en daglig basis”.

Kloge ord om salg er der nok af, og det med god grund: Uanset om det er et produkt, en vare, en service eller en ide, vi har på hylden, så er salget helt centralt for os alle, og vi tager gerne mod den hjælp, inspiration og vejledning, vi kan få, for at gøre vores salg bedre.

Efteråret igennem er der masser af kloge ord, nye kompetencer og viden om salg at hente for medlemmerne af Esbjerg Erhvervsudvikling. Faktisk er der ni forskellige tilbud til at styrke og understøtte salget, som man gennem efteråret kan dykke ned i, når Esbjerg Erhvervsudvikling sætter fokus på salget fra september til november.

”Salg er et tilbagevendende tema hos os, fordi vores medlemmer nævner det som en tilbagevendende udfordring”, siger erhvervschef Karsten Rieder:

”Vi lytter meget til medlemmernes ønsker og er glade for at kunne tilbyde salgsinspiration på en række af de områder, der efterspørges af virksomhederne”, siger han.

Vigtigt netværk

Efterårets salgstemaer søger at komme godt rundt på spillepladen for det gode salg, og der er både psykologi, prissætning, nye markeder og værdien af branding på programmet.

I alt er der ni temaer, og i kort form er de:

LinkedIn som salgsplatform (tirsdag d. 4. september kl. 8.00 – 12.00)

LinkedIn er også kendt som Facebook for virksomheder og forretningsforbindelser. Men kan det bruges til salg? Også i den grad. Hør om Social Selling – brugen af netværk og sociale relationer til at øge salg og omsætning.

Professionelt salg (tirsdag d. 18. september kl. 8.30 -12.00)

Få salgets kunstart forfinet, tunet og trimmet. Kurset i Professionelt Salg lærer dig om at se kundens behov frem for dine produkter – at sætte dig ind i kundens tankegang og forstå kundens ønske om at få løst problemer.

Sydvestjysk netværksdag (onsdag d. 10. oktober kl. 7.30 – 13.00)

Relationer helt centrale for det gode salg, og et godt sted at lægge nye visitkort i lommen og genopfriske og vedligeholde relationer er Store Netværksdag; efterårets store netværksevent på tværs af Esbjerg, Varde og Vejen kommuner. Du kan brande din virksomhed med en stand eller være besøgende.

Google AdWords kursus (torsdag d. 25. oktober – for begyndere er det formiddag, for avancerede eftermiddag)

Google AdWords er et fremragende redskab til at tiltrække kunder – men man skal lære at navigere i det og anvende det rigtigt. Lær alt det basale om at oprette en konto og køre en kampagne. Har du allerede styr på den del, så er der mulighed for at få tips til at optimere outputtet af dine Google AdWords annoncer gennem kvalificeret dataanalyse.

Branding (onsdag d. 31. oktober)

Dette kursus styrker dig i brugen af branding til at tiltrække medarbejdere og nye kunder, blandt andet gennem brug af sociale medier og andre brandingredskaber.

Tyskland – Kend dine muligheder (torsdag d. 8. november kl. 14.30 – 17.00)

Det ligger jo lige der, Europas vækstlokomotiv og største økonomi, godt en times kørsel syd for os. Tyskland er en af Danmarks vigtigste samhandelspartnere og et marked i vækst. Vil du være en del af den vækst, så kan en dag i samarbejde med Dansk–Tysk Handelskammer og Eksportrådet være en god ide.

Mere salg til det offentlige Danmark (mandag d. 12. november kl. 14.00 – 16.00)

Bliv klogere på salg til Region Syddanmark og alle andre offentlige kunder.

Prissætning & tilbudsgivning(fredag d. 23. november kl. 13.00 – 15.00)

Priser skal være skarpe, og blyanten skal spidses – her er kurset for dig der vil lære at gøre begge dele uden at gå på kompromis med din dækningsgrad.

At evne at give et godt tilbud er en god forretning, også for folk, som sælger andet end dyner.

Salgspsykologi - Formidling, der huskes (tirsdag d. 27 november kl. 8.30 – 12.00)

Her får sælgeren tips til at skabe stærkere relationer med kunderne. Bliv klogere på hjernens kemi, lær at bruge kropssprog bedre og vær en fornøjelse at arbejde sammen med.

Du kan læse mere om de enkelte kurser og temadage på Esbjerg Erhvervsudviklings hjemmeside, www.eeu.dk/arrangementer.

 

”Salg handler om at give af sig selv!”

Siden han som 16-årig kom i lære i Dansk Supermarked har Jeppe Seifert levet af at sælge. Han har gennem tiden solgt ansigt til ansigt, over nettet og gennem telefonen; til private, institutioner og B2B – men faktisk er varen, folk køber, altid den samme:

”Uanset produktet er det altid mig selv, jeg sælger! Man skal turde give noget af sig selv, være engageret, begejstret og glad. Det kræver, at man kan stå inde for produktet. Man kan ikke sælge noget, man ikke selv synes er fedt og giver værdi”. 

I dag er Jeppe Seifert medindehaver af Inoplay, som sælger udstyr, fodboldbaner, legepladser og meget andet til skoler, campingpladser, SFO’er, institutioner og børnehaver.

”Salg er fantastisk at arbejde med. Hvis man holder sit ord og gør lidt mere, end kunden forventer, så er det faktisk ikke vanskeligt. Mit motto er: Du sælger ikke til kunden – du hjælper kunden”.