Susanne NordenbækSusanne Nordenbæk, Direktør, Esbjerg Erhvervsudvikling og Business Region Esbjerg. Foto Bent Medvind

KLUMME
I min daglige dialog med virksomheder i Esbjerg Kommune er der hele tiden et emne som kommer op - behovet for adgang til dygtige medarbejdere. Lige nu er manglen på kvalificeret arbejdskraft den absolut største barriere for virksomhedernes vækst og udvikling.

Problematikken er kendt mange steder i landet. I Esbjerg mærker virksomhederne manglen på smede, skibsmontører, industriteknikere, automationsteknikere, plastmagere, kokke og tjenere. Og de river sig i håret over at måtte afvise ordrer fra kunderne.

Men det er ikke kun teknikere, der giver anledning til panderynker og hårløshed. Blandt vores medlemmer har det længe været kendt, at det er svært at finde kvalificerede specialister – særligt ingeniører, IT-specialister - og naturligvis læger. Nu taler erhvervslivet også også om mangel på jurister, økonomer og cand. merc’er.

Det er også en kendt sag, at det er ualmindeligt svært at trække de færdiguddannede hertil fra de store studiebyer østpå. Det oplever vi i vores arbejde med at tiltrække nye borgere, og det oplever virksomhederne i deres rekrutteringsarbejde.

Så hvorfor uddanner vi dem ikke bare selv?

Der er seks videregående uddannelsesinstitutioner i Esbjerg som uddanner alt fra jordmødre, til ingeniører, sociologer, markedsføringsøkonomer, maskinmestre og folkemusikere. Med et udvalg på beskedne 60 studier formår de seks institutioner at fastholde 63% af de uddannelsessøgende i kommunen i Esbjerg, og KL har for nyligt lavet en undersøgelse, som viser, at en tredjedel af de 33-årige i Esbjerg har boet her siden de var 15. Der er noget der tyder på, at de unge gerne vil Esbjerg.

Så virksomhederne vil gerne de unge højtuddannede, og de unge højtuddannede vil gerne Esbjerg.

Det bliver helt afgørende for udviklingen i hele området, at Esbjerg har relevante, videregående uddannelser at tilbyde. Esbjerg skal flytte sig fra at være en lille studieby til at være en stor studieby – jeg fristes til at sige rigtig studieby - med et bredt udbud af videregående uddannelser på allerhøjeste niveau – måske endda sit helt eget universitet - Esbjerg Universitet!

Vi kan hurtigt blive enige om, at det ikke er den letteste opgave – det kræver benhårdt samarbejde mellem offentlige og private aktører. I Esbjerg og vores nabokommuner (Varde, Tønder og Fanø) er vi godt i gang. Men vi mangler, at politikerne på Christiansborg også gør det til en prioriteret opgave, ellers når vi ikke i mål.

Susanne Nordenbæk
Direktør i Esbjerg Erhvervsudvikling og Business Region Esbjerg

Kontaktinformation
Susanne Nordenbæk, Direktør, Esbjerg Erhvervsudvikling
Tlf.: 36 97 35 03 / 29 38 08 39
Mail: sun@eeu.dk